At købe en brugt bil kan være en proces fyldt med usikkerhed og tvivl. Hvis du rammes af denne usikkerhed og tvivl, og gerne vil undgå ubehagelige overraskelser efter handlen, bør du altid tjekke bilbogen.
Dette digitale register er en uvurderlig ressource, der indeholder officielle oplysninger om alle registrerede køretøjer i landet. Fra ejerskabshistorik til pant og restgæld, tilbyder bilbogen en gennemsigtig oversigt over bilens juridiske status og historik. Du kan tænke på det som bilens CV – det afslører bilens fortid, så du kan træffe en informeret beslutning om dens fremtid med dig som ejer.
Så når du kigger på en brugt bil, er et kig i Bilbogen det første skridt mod en tryg og gennemsigtig handel.
Vil du lære mere om, hvad Bilbogen indeholder, og hvordan du kan bruge den til at sikre dig den bedste bilhandel? Så er du kommet til det helt rette sted!
Hvad er bilbogen?
Bilbogen er en omfattende, digital database, der fungerer som en central kilde til vigtige oplysninger om alle køretøjer i Danmark. I bilbogen kan kreditorer registrere deres rettigheder – for eksempel ejendomsforbehold, pant og udlæg – på forskellige typer køretøjer som biler, motorcykler og campingvogne.
Så når du skal købe en brugt bil, kan du finde vigtig information om bilens status og historie i Bilbogen.
Hvad kan jeg bruge bilbogen til?
Bilbogen er et super værdifuldt redskab, du kan bruge, når du skal købe en brugt bil. Den giver dig nemlig mulighed for at foretage en grundig undersøgelse af et køretøjs historie, hvilket kan hjælpe med at identificere potentielt skjulte økonomiske byrder omkring restgæld i bilen. Det giver dig mulighed for at træffe en velinformeret beslutning og undgå ubehagelige overraskelser efter købet.
Men hvad kan jeg helt konkret tjekke op på, tænker du måske. Grundlæggende er der tre ting, du skal være opmærksom på, når du slår et køretøj op i bilbogen: ejendomsforbehold, pant i bilen og udlæg i bilen.
Ejendomsforbehold
Ejendomsforbehold er en klausul, der kan inkluderes i en bilhandel. Det fungerer som en slags sikkerhedsnet for kreditor – altså långiver – og betyder i bund og grund, at køberen ikke ejer bilen, før alle betingelser i aftalen er opfyldt. Typisk vil det være, når bilen er fuldt betalt af til långiveren, der typisk er en bank. I bilbogen kan kreditorer altså tinglyse dette ejendomsforbehold, som sikrer dem, at de har den juridiske ret til at trække køretøjet tilbage, hvis køberen ikke lever op til aftalen.
Og som køber kan du tjekke, om den bil, du overvejer at købe, er bundet af et sådant forbehold. Hvis den er det, er det vigtigt at kigge nærmere på, om al gæld er betalt, så du ikke ender med at overtage sælgers problemer.
Pant i bilen
At købe en bil er for mange en af de største investeringer i livet, og derfor også ofte en investering som finansieres helt eller delvist af lån. Når du besøger banken for at låne penge, ønsker de typisk en form for sikkerhed for tilbagebetalingen, og bilen er ofte den mest værdifulde genstand, mange har til rådighed. Netop på grund af bilernes høje værdi bliver de altså ofte brugt som sikkerhed for lån.Ligesom med ejendomsforbeholdet, er det derfor afgørende at sikre, hvorvidt der er pant i bilen.
Er der pant i bilen, bør du sikre, at sælger har betalt hver en krone tilbage til banken, før du underskriver købsaftalen. Ingen ønsker at køre rundt i en bil, som en anden har pantsat. I værste fald risikerer du, at banken kommer og tager bilen tilbage. For gælden følger nemlig bilen, og ikke personen der har optaget gælden. Det betyder ikke, at du skal afdrage på vedkommendes lån, men det betyder, at hvis sælger ikke vedligeholder sin aftale med banken, kan banken vælge at indkassere panten – altså din bil.
Udlæg i bilen
Oplever du ved et tjek i bilbogen, at der er udlæg i den bil, du kigger på, bør du være ekstra varsom. Det kan nemlig være en indikator på, at sælger har rod i økonomien omkring bilen. Hvis der er udlæg i bilen, betyder det, at kreditor kan forlange, at bilen sælges, hvis debitor (låntager) ikke betaler planmæssigt af på billånet.
For at undgå at havne i klemme bør du derfor altid dobbelttjekke bilbogen, inden du overvejer at købe en bil. Du risikerer i værste fald, at kreditor kommer og kræver bilen tilbage som deres ejendom, eller at du skal sælge bilen og bruge provenuet til at afvikle gælden.
Der er faktisk endnu en – lidt makaber – ting, som du kan undersøge i bilbogen. Du kan således også undersøge, hvordan kreditors rettigheder, hvis ejeren til din nye, brugte bil er død. Hvis vedkommende går bort inden en eventuelt gæld i bilen er betalt af, kan kreditor altså notere det i bilbogen. Fremgår dette, ved du altså, at der er nogen, der har penge til gode i den brugte bil, du har kastet kærligheden på.
Sådan bruger du bilbogen
Vil du gerne bruge bilbogen, inden du køber en ny, brugt bil, er det heldigvis helt ligetil. Du tilgår bilbogen online via Tinglysningsrettens hjemmeside.
Herinde skal du blot indtaste bilens stelnummer, og så vil du få adgang til al den info, som bilbogen har at byde på. Det er selvfølgelig ganske gratis at benytte sig af bilbogen.
Har du ikke adgang til stelnummeret, kan du finde frem til det gennem nummerpladen. Hvis du f.eks. alligevel er i gang med at finde den seneste synsrapport – hvilket bestemt også er en god idé, når du skal købe en brugt bil – kan du finde bilens stelnummer inde på Færdselsstyrelsens oversigt over bilen.
Find den seneste synsrapport her
Tinglysning i bilbogen
Bilbogen er ikke kun brugbar, når du søger efter en ny, brugt bil. Den er selvfølgelig også relevant, hvis du selv er kreditor. Det er nemlig også her, at du i så fald skal tinglyse dine rettigheder omkring køretøjet, det drejer sig om. Du skal dog være opmærksom på, at mens det er gratis at bruge bilbogen som et slags opslagsværk, er det ikke gratis at tinglyse sine rettigheder.
At tinglyse et pantebrev i Bilbogen indebærer f.eks. en pris på 1,5% af det lånte beløb samt et fast gebyr på 1.750 kr. Samme prisstruktur gælder også for tinglysning af et ejendomsforbehold i Bilbogen.