Overvejer du at købe en brugt elbil? Det forstår vi sådan set godt. For selvom de traditionelle benzin- og dieselbiler stadig dominerer vejene, er elbiler i stigende grad ved at blive et super populært og bæredygtigt alternativ.
Det er ikke kun de miljømæssige fordele, der gør elbiler tiltalende. Det er også de økonomiske besparelser i form af lavere driftsomkostninger, ligesom der har været visse incitamenter omkring lavere indregistreringsafgift, billigere (eller gratis) parkering og meget andet.
Elbiler udgjorde således i 2023 hele 36% af solgte, nye biler. Det betyder, at bestanden af elbiler i Danmark er vokset til over 200.000.
Fordi der bliver solgt så mange nye elbiler, bliver markedet for brugte elbiler naturligt også større. Og måske overvejer du selv at hoppe med på elbil-bølgen ved at købe en brugt elbil, men før du går videre, er der en række vigtige faktorer, du bør overveje nøje.
I dette blogindlæg vil vi derfor dele 9 gode råd, der vil hjælpe dig med at vælge en god og funktionel elbil, der passer til dine behov.
9 gode råd til dig der overvejer at købe en brugt elbil
1. Tjek bilens alder
At tjekke bilens alder er en af de mest afgørende faktorer, når det kommer til at købe en brugt elbil. For ligesom man snakker om hundeår ift. til menneskeår, kan man passende også snakke om elbil-år ift. benzinbil-år.
Det skyldes kort og godt, at elbiler stadig er så relativt nye, at de konstant udvikler sig og kan mere. Hvor der ikke er særlig stor forskel på funktionaliteten på en splinterny benzinbil og en, der er fem år gammel, vil forskellen på en helt ny elbil og en fem år gammel elbil være nærmest enorm.
Du skal således også være opmærksom på, at det kan være svært at sælge elbilen videre, hvis den allerede har et par år på bagen, når du køber den.
Du er derfor bedst sikret, hvis du ikke køber en brugt elbil, som er mere end 2-3 år gammel.
2. Tjek status på service og garanti
Sammen med alderen på den brugte elbil, er status på service og garanti noget af det allervigtigste at tjekke inden køb. Start derfor med at tjekke, hvornår og hvor bilen først blev registreret. Hvis den er importeret, kan det påvirke garantien og servicehistorikken.
Garantier for elbiler afhænger ofte af regelmæssig service. Derfor er det vigtigt at gå igennem servicebogen eller tjekke servicehistorikken for at sikre, at bilen er blevet vedligeholdt korrekt.
Husk også at se efter, om bilen har brug for softwareopdateringer, da nogle af disse kun kan udføres på autoriserede værksteder.
Når det kommer til garantier, varierer betingelserne fra mærke til mærke. Derfor kan det være nødvendigt at dobbelttjekke, hvor mange år eller kilometer garantien dækker, og om der stadig er fabriksgaranti tilbage.
Hvis bilen er importeret fra udlandet, bør du være opmærksom på, at garanti-vilkårene kan være forskellige fra land til land. De fleste elbiler har dog en garanti, der gælder i hele Europa.
Endelig er det vigtigt at tjekke, hvordan garantien dækker bilens vitale dele – som f.eks. batteriet. Batteri-garantier varierer normalt mellem fem og otte år, afhængigt af producenten.
Læs mere: Tjek stelnummer: Din vej til bekymringsfri bilhandel
3. Undersøg batteriets tilstand
Det er også essentielt, at du er tryg ved batteriets kapacitet. Batteriet er umiddelbart den vigtigste enkeltdel i en elbil. Det er også den dyreste del at erstatte, og derfor er det vigtigt, at det er i ordentlig stand.
Batteriet afgør nemlig, hvor lang en rækkevidde bilen har på én opladning. Og ligesom man kender med batterier til ens smartphone, bliver batteriet på en elbil også dårligere med tiden. Når batteriet bliver dårligere, bliver rækkevidden kortere.
Hvis du overvejer at købe en elbil, der er mindre end et år gammel, kan du tage det helt roligt, så længe garantien er i orden. Typisk vil garantien være på otte år eller 160.000 km. Hvis du overvejer en ældre elbil, kan det være en fornuftig idé at undersøge bilens faktiske rækkevidde nøje.
Geotab har lavet en stor undersøgelse af, hvor hurtigt batterierne i en elbil mister sin kapacitet. Undersøgelsen viser, at på fem år mister batterierne i snit 10% i kapacitet.
Hvis du vil have en mere præcis vurdering af elbilens batteri, kan du få lavet en batteritest.
4. Find ud af om batteriet er vandkølet eller luftkølet?
Det kan måske virke som en mindre detalje, men samme undersøgelse fra Geotab viste, at vandkølede batterier har bedre holdbarhed end luftkølede batterier.
Derfor kan det være en fornuftig idé at give prioritet til elbiler, der er udstyret med vandkøling. Selvom det ikke nødvendigvis behøver at være den altafgørende faktor, er det bestemt noget, der er værd at tage med i overvejelsen, når du træffer beslutning om køb af en brugt elbil.
5. Find ud af hvilket ladeudstyr der følger med den brugte elbil
Når du overvejer at købe en brugt elbil, er det afgørende at undersøge, hvilket ladeudstyr der følger med. Særligt to aspekter – trefaset ladning og et hurtigstik af typen CCS-Combo – bør være i fokus.
Trefaset ladning er en teknologi, der giver dig mulighed for at oplade din elbil hurtigere og mere effektivt sammenlignet med enkeltfase-ladning. Det er især vigtigt, hvis du har planer om at oplade din elbil derhjemme, hvor du med trefaset ladning kan lade med 11 kW. Trefaset ladning kan altså forkorte opladningstiden betydeligt og give dig større fleksibilitet i din daglige kørsel.
CCS-Combo-stikket (Combined Charging System) er standarden for hurtig opladning, og det bruges efterhånden af mange elbilproducenter. Det giver dig adgang til offentlige ladestationer, der understøtter hurtig opladning, og kan spare dig tid på lange ture, eller når du har brug for hurtig opladning. At have dette stik som en del af din brugte elbils udstyr kan betyde nem adgang til et bredere netværk af opladningsmuligheder.
6. Prøvekør elbilen grundigt
Det kan virke som et trivielt råd, men du skal sørge for at prøvekøre den brugte elbil grundigt, inden du eventuelt køber. Specielt hvis du ikke har kørt elbiler før, kan det godt være en noget anderledes køreoplevelse, end du er vant til.
Tag dig tid til at teste, hvordan det er at køre både på motorvej, landevej og bykørsel.
7. Forhold dig til lademuligheder omkring dit hjem
Dine lademuligheder er helt afgørende for at skabe en så bekvem oplevelse med elbilen som muligt. Hvis det er for besværligt at lade elbilen op, kan det føre til frustration, unødig stress og i sidste ende påvirke, hvordan du kan anvende din elbil i din dagligdag.
Hvis du bor i hus eller rækkehus, bør du undersøge, om du kan få installeret din egen ladestander. Det er helt klart det mest bekvemme, da du altid har mulighed for at lade, når du er hjemme. På den måde kan du også lade, når du sover, ligesom du får mulighed for at lade, når strømmen er billigst.
Er dette ikke en mulighed – eller bor du i lejlighed – bør du undersøge, hvorvidt der er offentlige ladestandere nær dit hjem. Heldigvis er elbiler efterhånden så udbredte, at der er rigtig mange offentlige ladestandere. Specielt i de store byer er der rigtig mange, og der kommer konstant flere til.
Se kort med alle offentlige ladestandere i Danmark her.
8. Forstå dit kørselsbehov
At kende sit eget kørselsbehov er specielt vigtigt, når man skal købe brugt elbil. Modsat benzinbiler, hvor man hurtigt kan tanke op, kræver elbiler mere planlægning og opmærksomhed på opladning for at sikre, at de altid er klar til brug. For at minimere mængden af tid, som skal bruges på planlægning og udregninger omkring afstand og rækkevidde, bør du prøve at finde en elbil med en rækkevidde, der passer til dit kørselsmønster.
Måske tænker du nu, at så vælger jeg bare en bil med lang rækkevidde. Og det kan sagtens være en glimrende idé. Men du skal så også vide, at elbiler med længere rækkevidde typisk også koster mere end biler med lidt kortere rækkevidde.
Så hvis dit kørselsbehov egentlig passer fint til en elbil med en lidt mindre rækkevidde, kan der altså være ret mange penge at spare.
Mange danskere har faktisk en tendens til at overvurdere deres eget kørselsbehov, og bekymrer sig måske derfor unødigt meget om rækkevidde. Transportvaneundersøgelsen fra DTU viser således, at danskere i gennemsnit kører lige under 30 km i bil om dagen. Altså ikke nogen afstand, som på nogen måde er et problem for en elbil. Der er samtidig meget få ture, der er længere end 200 km, som efterhånden er minimums-rækkevidden for langt de fleste elbiler.
9. Hold øje med priserne – Også på nye modeller
Prisen på den brugte elbil har selvfølgelig også meget at skulle have sagt. For at sikre, at du ikke betaler for meget, er det vigtigt, at du helt skarp på, hvordan markedspriserne ser ud i øjeblikket.
En ting er selvfølgelig at holde øje med brugtbilsmarkedet, men du kan faktisk også med fordel holde øje med, hvordan udviklingen er på de nye modeller. De nyeste teknologiske fremskridt, forbedringer i batteriydelse og øget rækkevidde på de nye modeller kan have en direkte indvirkning på værdien af de ældre brugte elbiler. Hvis de nyeste elbilmodeller har betydelige forbedringer, kan det føre til et prisfald på de ældre modeller.
Samtidig kan prisen på brugte elbiler også påvirkes af, hvordan fabrikanterne håndterer prissænkninger på deres nye modeller. Hvis en bilproducent beslutter at markant sænke prisen på en ny elbilmodel (vi kigger på jer, Tesla), kan dette have en tendens til at mindske værdien af de ældre modeller på brugtmarkedet. Potentielle købere vil naturligvis være tilbøjelige til at overveje de nyere modeller med forbedret teknologi og ydeevne, hvis prisen er tilgængelig til en rimelig sats.
Derfor er det en god idé at holde øje med nyhederne fra bilproducenterne for at få en fornemmelse af, om der er planlagt prisændringer på de nyeste elbilmodeller. Dette kan give dig en fordelagtig timing, når du søger efter en brugt elbil, da du måske finder bedre tilbud på de ældre modeller efter en prissænkning på nye modeller.
Det er endnu en grund til at være opmærksom på markedstendenserne, når du foretager din beslutning om at købe en brugt elbil.