Når din bil ikke har mere liv i sig, kan du indkassere den såkaldte skrotpræmie, eller skrotningsgodtgørelse som det retteligt hedder, når du indleverer bilen til en miljøgodkendt autoophugger.
Faktisk er det din pligt som borger, at du sørger for, at din bil bliver skrottet på en miljømæssigt forsvarlig måde, når den ikke længere er egnet til at køre på vejene. Det bliver du så belønnet for med denne skrotpræmie.
Skrotpræmien tildeles benzin- og dieselbiler i klasserne M1 og N1 (altså personbiler til maks 9 personer, samt små varebiler), der vejer mindre end 3.500 kg.
Læs med videre, hvis du gerne vil blive klogere på skrotpræmiens størrelse, hvad det præcist kræver for at få den og hvordan man i det hele taget griber det an.
Hvad får man i skrotpræmie i 2024?
I 2024 er den skattefrie skrotpræmie for benzinbiler og dieselbiler 2.200 kr.
For at få disse penge, kræver det, at du afleverer bilen til en af landets mange miljøgodkendte autoophuggere og i øvrigt følger processen på borger.dk, hvor bilen skal afmeldes.
Kan jeg få forhøjet skrotpræmie på min dieselbil?
Nej, det kan du desværre ikke i øjeblikket.
I 2021 var der en ordning, hvor man kunne få en forhøjet skrotpræmie på de ekstra forurenende dieselbiler, men den ordning udløb altså 31. december 2021.Følg dog løbende Miljøstyrelsens udmeldinger, da det kan være, at ordningen bliver genindført på et senere tidspunkt.
Men for nuværende får dieselbiler præcis den samme skrotpræmie som benzinbiler: altså 2.200 kr.
Betingelser for at få udbetalt skrotpræmie
Der er visse betingelser der skal være opfyldt, før du kan få udbetalt skrotpræmie for din bil. Du kan få udbetalt skrotpræmie, hvis du/din bil opfylder følgende betingelser:
- Bilen skal være indrettet til befordring af maks 9 personer
- Totalvægten på bilen eller den lille varebil skal være maks 3.500 kg.
- Bilen skal være afmeldt efter d. 31. marts 2000
- Du skal være den senest registrerede ejer af bilen
- Bilen skal indleveres til en af Miljøstyrelsens godkendte autoophuggere
- Bilen må ikke eksporteres efterfølgende
Sådan indkasserer du skrotpræmien
For at få skrotpræmien for din bil skal du bruge den digitale selvbetjeningsløsning på borger.dk
Siden 1. januar 2020 har skrotningsprocessen nemlig være digital, hvilket betyder at hele den administrative del af skrotningen foregår online. Det betyder også, at din skattefri skrotpræmie bliver udbetalt direkte på din NemKonto.
Herunder gennemgår vi kort de forskellige trin du skal igennem, for at få din skrotpræmie udbetalt.
- Gå på borger.dk
- Fremsøg bilen via registreringsnummer og find en autoophugger fra listen
- Godkend skrotnings-anmodningen
- Aftal med autoophugger om bilen skal afhentes, eller om du selv afleverer
- Afmeld bilen i Motorregistret – Du kan gøre det selv eller få hjælp fra autoophugger
- Modtag skrotningsattest i e-Boks
- Modtag udbetalingen på 2.200 kr på din NemKonto indenfor 14 dage efter din bil er skrottet, og du har modtaget skrotningsattesten
Producentansvar: Send din bil gratis til skrot
Udover ordningen omkring skrotpræmien, bør du også kende til den ordning der hedder ‘Producentansvaret’.
Producentansvar er noget som bilimportører har, som sikrer alle bilejere, at de altid kan aflevere en udtjent person- eller varebil helt gratis. Det vil altså sige, at hvis du gerne vil skrotte en bil – som ikke opfylder betingelser for at modtage skrotpræmie – kan du altid gøre det kvit og frit hos de godkendte autoophuggere, som importørerne har aftaler med.
Så hvor ordningen omkring skrotpræmier kun gælder nogle biler, kan alle biler skrottes gratis gennem producentansvarsordningen.
For at udnytte denne ordning, skal du blot aflevere din bil hos en ophugger, der er med i bilimportørernes kollektive ordning.
Bilimportørernes kollektive ordning
Det sker der med din bil, når du sender den til skrot
At sende sin bil til skrot er en god og miljøbevidst måde at skille sig af med sin gamle bil. Så hvis du ikke mener, at der er nok værdi i at sælge din bil, kan du altså stadig få lidt skattefrie penge for den, ved at sende den til skrot.
Er du tvivl om, hvor meget din bil er værd? Få præcis og kompetent vurdering af din bil lige her.
Samtidig bidrager du til den cirkulære økonomi, ved at sende bilens dele videre i et nyt kredsløb. Ved effektiv autoophugning er det nemlig helt op til 95% af bilens dele, som kan genanvendes.
Alle de genanvendelige dele som plast, jern, gummi og metal får simpelthen nyt liv som nye produkter. Ofte vil de faktisk indgå i produktionen af nye biler, så på den måde bidrager man til et rigtig fint, og miljøvenligt, økosystem.