Restgæld er en super vigtig ting at undersøge, hvis du overvejer at købe en brugt bil. For hvis du køber en brugt bil med restgæld i, kan det blive en dyr overraskelse, da du risikerer at overtage den pålydende gæld.
Derfor er det vigtigt at vide, præcist hvad restgæld dækker over, hvordan du undersøger det, og hvordan du forholder dig til det, hvis det viser sig, at der er restgæld i den brugte bil, som du overvejer at købe.
Heldigvis er vi klar til at tage dig i hånden med dette blogindlæg, hvor vi vil forklare de væsentligste aspekter, når det kommer til restgæld i biler.
God læselyst!
Hvad er restgæld i bil?
Restgæld i biler er ganske almindeligt. Du behøver altså ikke droppe kærligheden til den brugte bil, du har kigget på, bare fordi der er restgæld i den. Definitionen af restgæld dækker over det beløb, som du skylder på dit lån, når beløbet som er betalt, er blevet fratrukket. Restgæld vil simpelthen sige, at låntageren ikke har betalt hele lånet af på bilen. Og da et bilkøb ofte er en relativt stor udskrivning, der derfor kan tage lang tid at betale helt af, er restgæld ikke spor unormalt.
Men grunden til, at du skal være særligt opmærksom på restgæld i brugte biler, er at gælden følger køretøjet og ikke personen. Derfor kan du altså komme til at hæfte for en gæld, som en anden person har indgået. Hvis du skal sælge din bil med restgæld, er det vigtigt at sørge for at informere køberen om, at der er tilknyttet gæld i bilen – og i så fald sørge for at få indfriet gælden, inden bilen videresælges.
Når man snakker om restgæld i biler, skal man retteligt også huske at nævne pant. For det kan også godt være, at der er pant i bilen. Det vil kort sagt sige, at långiveren har fået en ekstra sikkerhed på lånet i form af bilen. Og hvis låntageren ikke kan betale af på sit lån på en tilfredsstillende måde, så har långiver altså sikret sig selv ved at kunne kræve, at du sælger din bil, for at du dermed kan bruge pengene på at tilbagebetale långiveren.
Derfor er det altså super vigtigt at undersøge, hvorvidt der restgæld i bilen, eller om der eventuelt er pant i bilen, inden man begiver sig ud i et køb. Dette gøres ved at slå nummerpladen eller stelnummeret op, hvor det vil fremgå, hvis der er registreret gæld eller pant i bilen. Dette vil blive nærmere uddybet i næste afsnit.
Sådan tjekker du for restgæld i en bil
Det er heldigvis ganske nemt at tjekke, om der er restgæld i den bil, du har kastet kærligheden på. Det er specielt vigtigt ved nyere brugte biler, da der her er større chance for restgæld. Det skyldes den meget simple årsag, at de ældre brugte biler har haft længere tid til at betale et eventuelt lån, og derfor er chancen for restgæld mindre i de lidt ældre brugte biler.
Du tjekker det ganske simpelt via Tinglysning.dk, hvor du ved at oplyse bilens stelnummer (det står på registreringsattesten) eller nummerplade, nemt og hurtigt kan undersøge, om der er gæld i bilen. Det er fuldkommen gratis at benytte sig af Tinglysning.dk, og det kan altså hurtigt give dig svar på, hvorvidt der er restgæld i bilen eller ej.
Hvornår slettes gæld eller pant i bilen?
Såfremt gælden eller panten er blevet indfritet i bilen, vil der som regel gå op til et par uger, før gælden angives som værende indfriet. Det kræver derfor, at man væbner sig med tålmodighed. Hvis man oplever, at gælden forstat fremgår efter flere uger, anbefales det at kontakte Tinglysningen, som kan rette op på fejlen.
Begreber du vil støde på, når du tjekker for restgæld i bilen
Når du tjekker en bil for restgæld, vil du støde på nogle begreber, som du – måske – ikke kender. Hvis du ikke kender til dem, kommer herunder en kort forklaring.
- Kreditorer
Kreditor er kort sagt den person eller virksomhed, der er lånt penge af. Oftest vil det være banker eller andre låneudbydere, men det kan også være bilforhandleren, hvor bilen i første omgang er købt.
- Debitorer
Debitor er omvendt den person, der har oprettet gælden og lånt pengene. Ofte vil debitor være bilens ejer.
- Hovedstol
Hovedstolen er det oprindelige lånebeløb, der er blevet brugt til at finansiere købet af bilen. Det ændrer sig således ikke, som der løbende afvikles på gælden, men kun hvis lånet bliver konverteret til et andet. Restgælden er således den del af hovedstolen, som fortsat mangler at blive betalt.
- Pant
Pant er som tidligere nævnt den sikkerhed, som kreditor kan tage i lånet. Hvis kreditor tager pant i bilen, kan kreditor tilbagetage bilen eller kræve bilen solgt (afhængigt af aftalen), hvis lånet ikke tilbagebetales på en tilfredsstillende måde. Det er altså en måde hvorpå kreditor kan sikre sig, at de ikke mister pengene, når de indgår en lånaftale.
Sådan er du stillet, når der er restgæld i bilen
Som nævnt er restgæld i bilen ikke unormalt og er heller ikke noget problem, hvis du altså kender til den inden købet foretages. Herunder får du en kort forklaring på, hvordan du er stillet i forhold til restgæld i bilen, når du handler med hhv. en privatperson og en bilforhandler.
Handel mellem private
En handel mellem private vil ofte være den billigste vej til en ny, brugt bil. Men det er også en vej brolagt med bump og forhindringer, som – hvis du ikke er grundig i din research – kan give slemme overraskelser. Og når man handler mellem private, er der ikke samme sikkerhedsnet, som hvis man handler med en forhandler.
Overraskelser kan både være mekaniske fejl på bilen, men det kan altså også være restgæld eller pant i bilen.
Hvis du underskriver en slutseddel, og det efterfølgende viser sig, at der er restgæld i bilen, er det nu dit problem. Du hænger på gælden, og det er dit ansvar at afbetale den. Det gælder også, hvis der er gæld i bilen, og det ikke har fremgået af slutsedlen.
Derfor bør du altid undersøge dette inden køb, og hvis der er restgæld, bør du sikre dig, at den er indfriet, inden du betaler. Det kan du bl.a. gøre ved at kontakte banken, hvori lånet er optaget, eller bede sælger om et såkaldt ‘indfrielsesdokument’, som er din sikkerhed for, at gælden er indfriet.
Husk dog også, at restgælden ikke nødvendigvis behøver at blive slettet inden køb. Du kan også vælge at overtage gælden, hvis det giver mening. Du kan f.eks. bruge overtagelse af gæld som en del af din forhandlingsstrategi, hvor du potentielt kan få prisen på bilen ned.
Handel ved bilforhandler
Køber du en brugt bil ved en bilforhandler, har du et større sikkerhedsnet, end når du handler med en privat. Det er bilforhandlerens ansvar at gøre køberen opmærksom på en eventuelt restgæld eller i pant i bilen. Her gør både Købeloven og reklamationsretten sig gældende, hvilke giver dig nogle ekstra rettigheder som køber.
Så hvis du køber en bil ved en bilforhandler, og der ikke er oplyst om restgæld i bilen, som du senere opdager, kan dette sidestilles med fejl og mangler. Det betyder kort sagt, at du kan kræve, at bilforhandleren betaler restgælden, og ellers har du ret til at ophæve købet.
Hvordan forholder jeg mig, hvis jeg har købt en bil med restgæld i?
Hvis du har købt en bil med restgæld fra en privatperson, er der desværre ikke så meget at gøre. Gælden er nu dit ansvar, og det er dig som er ansvarlig for at afdrage på den. Vælger du ikke at gøre det, kan banken bede om udlæg på hele eller dele af bilens værdi. Faktisk kan de i sidste ende forlange, at du sælger bilen for at indfri gælden.
Har du købt en bil med restgæld ved en forhandler uden at være blevet gjort opmærksom på den, kan du kræve, at de betaler restgælden ud. Nægter de dette, har du altså ret til at ophæve købet. Det betyder dermed, at du er bedre sikret og stillet, når der handles med en bilforhandler fremfor en privatperson.
Autobasen køber gerne biler med restgæld
Har du en bil med restgæld, som du gerne vil sælge, køber vi den gerne til en fair og skarp pris. Vi vil gerne gå langt for vores kunder, og derfor hjælper vi dig også gerne, hvis du ønsker at sælge din bil – også selvom den har gæld. Vi sørger for at afdække din gæld hos kreditor, hvorefter resten af beløbet overføres til din konto. Hvis du modsat skylder mere end bilens værdi, så sørger vi for, at pengene fordeles korrekt mellem parterne.
Få en præcis og kompetent vurdering af din bil lige her.
For os handler det ikke kun om at lukke en ordre, men om at give vores kunder en så god og personlig oplevelse som muligt. Vi har mange tilfredse kunder, og hvis du vil høre mere om deres oplevelse med at handle med os, kan du blive klogere her.